Conversation

Interview med Cæcilie Norby

'Hvad vil du helst? Lave vælling eller printe noder?'

Sådan har det lydt i villaen ved Gøteborg - eller i lejligheden i København - når den 37-årige sangerinde Cæcilie Norby har arbejdet på det nye album sammen med sin mand – den svenske bassist Lars Danielsson. Sammen har de fået Asta i april 2001, og da Lars har tre børn fra et tidligere ægteskab, så har processen naturligt nok været præget af teamwork. Af mennesker, der kender hinanden godt, holder af og respekterer hinanden. Og arbejder næsten telepatisk sammen.

Det gælder ikke bare for Cæcilie og Lars, men hele holdet, der mødtes sidste år i Rainbow, det berømte studie i Oslo, hvor ECM indspillede jazzplader med den særlige sprøde nordiske klang. Holdet er, udover Cæcilie og Lars Danielsson, pianisten Carsten Dahl, den norske trompetist Per Jørgensen (JØKLEBA) og den legendariske norske trommeslager Jon Christensen. (Keith Jarret, Bud Powell, Ben Webster, Jan Garbarec)


'Pladen er vokset ud af de numre, som jeg har spillet som duo sammen med Carsten Dahl og Lars Danielsson. De har en benhård timing, også selv om jeg trækker en frase lidt eller holder en fermat. Vi kender hinanden så godt, musikalsk. Og vi kommer fra den samme klassiske baggrund, hvor der er plads til pauser. Lars og jeg har også tit spillet med Per Jørgensen, der har den der fantastiske bløde tone på sin trompet. Og så er der Jon Christensen, som jo bare er kongen, når det gælder om at spille rubato, altså uden slavisk rytme, fortæller Cæcilie, der under optagelserne var så gravid, at nodestativet havde svært ved at komme tæt nok på.

Sangene på pladen er jazzklassikere samt nogle enkle melodier fra helt andre traditioner, for eksempel Glenn Campbells 'Gentle On My Mind', Leonard Cohens 'Hallelujah', Police nummeret ’Tea In The Sahara’ og Lars Danielssons svenske Kyrie.


Lidt for nøgent

'Stilheden lyder så godt deroppe i Rainbow Studiet. Men da vi kom hjem til storbyen var der næsten for meget stilhed. Der var masser af plads til symfoniorkester. Lars (Danielsson) satte sig ned og skrev arrangementerne på basis af vores improvisationer i Oslo. Et lysende eksempel på det, er 'Midnight Sun', hvor alle giver hinanden plads, masser af krystalklar stilhed, og så smyger strygerne sig bare ind'.

'Da vi lavede den session i Rainbow, vidste vi ikke, at der ville komme symfoniorkester på. Så på det tidspunkt havde jeg en mere nordisk, minimalistisk tone inde i hovedet. Med orkestret bliver det mere amerikansk, klassisk jazz. Men det har stadig en mere sprød, sårbar atmosfære over sig. Det var vigtigt, at vi holdt natklubstemningen og det minimalistiske i front, for med et stort orkester kan man nemt ryge i musicalskuffen', siger Cæcilie Norby, om sin til dato mest homogene og gennemførte jazzplade.


Boheme bliver mor

Meget har ændret sig for Cæcilie Norby siden hendes sidste album, 'Queen of Bad Excuses', hvor hun skrev alt musik og alle teksterne selv. På den nye plade er det ”kun” blevet til to selvkomponerede sange: 'First Conversation' og 'Leaving Town for the Weekend', der begge tager udgangspunkt i et par af de store forandringer Cæcilie har været ude for siden sidste album.

'Fra at være 35 år og 'bohemian' med fed lejlighed i København, har jeg så pludselig Asta. Og med de tre børn, som Lars har, så er jeg bare røget direkte ind i seks mennesker om morgenbordet med cornflakes og masser af aftaler, hvis man skal have tingene til at fungere', siger Cæcilie, der pendler mellem lejligheden på Frederiksberg i København og villaen 7 km udenfor Gøteborg. Men det nye liv med ansvar for familien betyder ikke kun mere arbejde, men også at hun har fået plantet fødderne mere solidt i jorden.


'Det har givet mig en masse selvtillid at finde ud af, at man godt kan gå i Frederiksberg Centret med fire unger, der trækker i hver sin retning. Tidligere kunne jeg bruge hele mit liv på at være ude og spille og lave min plade med masser af plads til tvivl og nye beslutninger. Nu er der ikke tid til alle de overvejelser. Jeg er nødt til at nøjes med at mærke efter i maven, og så handle. I en fart. Og det er udmærket. For det er i maven, at alle trådene samles. Det er her, man mærker: Hvad har jeg lyst til? siger Cæcilie Norby og fortsætter:


'Fornyligt var jeg sammen med tre unge mennesker. Det kan man vel godt sige, ikke, når jeg nu er 37. De var vel sidst i 20erne. De havde boet i New York i nogle år. Jeg kunne mærke, at hvis de fik børn - hvis man pludselig tog deres frihed fra dem - så ville det være noget helt andet, der kom ud af deres mund. Jeg er ikke misundelig på deres frihed, overhovedet, for jeg føler virkelig, jeg har prøvet mange ting. Jeg har virkelig ikke lyst til f.eks. at tage fire måneder til Indien lige nu. Bare det at pakke en taske til det - med bleer og alt muligt - gør mig helt træt. Jeg har rejse nok i turnéer og turen mellem Gøteborg og København'.

Udover at moderskabet har været en praktisk og personlig erfaring, så har Asta faktisk haft en stor indflydelse på Cæcilie Norbys musik:


'Vi har turneret utroligt meget, siden Asta blev født. Det har fungeret ret godt. Vi har haft en barnepige, mens vi spillede. Jeg har haft nogle virkelig gode oplevelser med det. Procentvis faktisk mange flere gode koncerter end tidligere. Jeg tror måske, at det er fordi, at det hele ikke står og falder med, om det nu bliver en god aften. Det betyder ikke alt i verden for mig - det gør min familie nu. Så jeg er lidt mere afslappet. Og så er det fantastisk, når man så har fyret den af, så har man et femte gear - at man skal ud til sit barn'.

Mor skal sådan synge

Som alle mødre er Cæcilie Norby dog også plaget af frygten for at være en ravnemor. Det bliver ikke bedre af, at hun selv er vokset op som barn af to klassiske musikere.

'Jeg talte med min far om det skræmmende ved at fjerne sin opmærksomhed fra barnet for at kunne stå på scenen og trykke den af. Jeg elsker jo mit arbejde, jeg glemmer jo, at jeg gør det for at tjene penge. Derfor er der nogle gang ikke så langt til dårlig samvittighed', siger Cæcilie.

'Hvis jeg nu havde et almindeligt arbejde kunne jeg sige, 'mor er nødt til at gå på arbejde', men sådan har jeg det jo ikke. Jeg elsker det jo. Så for mig bliver det: 'Pas mit barn, mor skal sådan synge'. Det kan godt give dårlig samvittighed'.

'Så kommer jeg til at tænke på min egen mor, der gik hver aften, fordi hun skulle til aftenprøve. Jeg har da splittet en kravlegård ad på grund af raseri på den konto. Nogle gange er Lars og jeg så meget inde i et strygearrangement, at vi sidder og snakker i timevis: 'hvor er det fedt, at celloen lige kommer der'. Vi er lukket inde i en fælles mentalt rum, og vi skal passe på at vores børn ikke bare står uden for. Det kan være en skræmmende tanke, men samtidig er det en styrke både for os selv og for vores børn, at vi har dette fællesskab og denne fælles glæde. Jeg har en tilsvarende oplevelse hjemmefra. Mine forældre har haft så meget kærlighed og interesse til den samme ting og så meget at snakke om. De havde et liv ”hen over hovedet” på min søster Louise og jeg, hvilket jeg ser som noget positivt, for vi fik en følelse af at være et produkt af deres kærlighed og ikke familiens eneste omdrejningspunkt'.

'Men det kræver virkeligt hårdt arbejde at holde balancen. Det kræver teamwork. Hvad vil du helst printe noder ud eller lave vælling? Men jeg vil sige, det er utroligt, hvad man kan holde til, når man har det godt. Hvis man er en person, der 'må af med sig', så er man jo nødt til det. Ellers kan man jo ikke være en god forælder'.

Cæcilie Norby fortæller, at hun, som alle forældre, også har fået nye bekymringer. På barnets vegne og på egne. Men hun har været nødt til at 'påtvinge sig et vist positivt livssyn'. Som hun siger:


'Du skal være rimeligt i orden, rent psykisk. Du kan ikke lade dig vælte omkuld, hverken som mor eller som musiker. Det foregår i hovedet og i maven. Men du skal også bevare din sårbarhed. Sådan et nummer som 'Never Let Me Go' - det kan du ikke spille, hvis du ikke har prøvet at gå i stykker og hvis du ikke kan fremkalde lige nøjagtig den følelse.